Hej och varmt välkomna till det åttiofemte avsnittet av Lördagssoffan! Åren har gått och snart har jag haft den här serien under två år och femton avsnitt kvarstår efter dagens soffa som gästas av poeten Martin Glaz Serup från Köpenhamn. 

Martin debuterade med en novellsamling i antologin “Det Ukendte” 1996 och har därefter publicerat massor av barnböcker, essäer och diktsamlingar och i april släpps hans nya diktsamling UENDELIGE SOMMER.  Han har även varit redaktör för flera tidskrifter och har undervisat skrivkonst runtomkring i Norden.

 

Välkommen till Lördagssoffan Martin! Det knackar på din dörr och du öppnar och därutanför står poesin. Vem är den? Vad är den? Hur ser den ut och vad betyder den för dig?

– Åh, det er jo ikke helt enkelt at forestille sig eller at svare på, men i hvert fald står den ikke dér i så stålsat et ental, som dit spørgsmål foreslår. Først og fremmest er poesien (for lethed skyld så alligevel i ental) vel ikke NOGEN; hvis man vil tale om identitet er poesi – og måske litteraturen som sådan – MANGE eller ALLE. Eller bedre: ALLES. Det er svært ikke at blive floromvunden.

Men noget af det fantastiske, for mig at se, ved poesien og litteraturen er jo netop at man kan være alene med den, at den kan tale direkte til dig, at du selv kan tale med den, at poesien og litteraturen i dén grad, på trods af at det jo i selve sit væsen er en social teknologi, kan være a room of one’s own.

Dér kan være en utrolig intimitet i det, et utroligt nærvær, en generøsitet. At nogen har skrevet det her, at du kan læse det – eller at jeg kan. Hvad betyder det for mig? Det er også svært at svare på, men det er en samtale jeg er blevet afhængig af, samtalen med poesien, og personligt tænker jeg at litteraturen på mange forskellige måder, men for alvor, har ændret, og forankrer, hele mit liv.

Du har ju skrivit en hel del och rätt länge. Diktsamlingar, Essäer och barnböcker bland annat. Vad är drivkraften bakom ditt författarskap?

– Det er et godt spørgsmål. Som man siger. Det ville være let at svare noget i retning af fordi jeg ikke kan lade være. Sådan føler jeg jo også det er, men sandheden er samtidig at der ikke er noget der er lettere i verden end at lade være med at skrive eller læse en bog. Begge dele kræver en indsats. Igen tror jeg at jeg vil bruge metaforen samtale, at den samtale som litteraturhistorien udgør, dén vil jeg meget gerne deltage i. 

Meget af det jeg skriver indgår i en eller anden form for dialog med bøger og forfattere der har været døde vældig længe, eller som med sikkerhed ikke kommer til at læse det jeg skriver, eller til at svare i traditionel forstand, som man svarer direkte på et personligt brev, hvis der stadig fandtes breve; men i litteraturen er samtalen anderledes.

Det føles på en eller anden måde nødvendigt og meningsfuldt for mig at formulerer mig, at skrive tilbage, så at sige.  Jeg ved ikke om det var et meget dårligt, et tåget svar. Måske dét så er drivkraften; trangen til at gøre det klarere, gøre det tydeligere, hvad det drejer sig om, det hele. Eller måske det bare er en fiks formulering. Som svar. På et fikst spørgsmål.

Vilka är de största skillnaderna i själva författararbetet inom alla olika genrer som du skriver?

– Det tror jeg ikke man – eller jeg – kan svare så generisk på. Forskellige genrer trækker jo forskellige krav med sig, men selve skrivningen foregår jo på nogenlunde samme måde. Hvordan dét så foregår. Selvom der er en form for peer processer i alt jeg skriver – poesi, børnelitteratur, akademisk – jeg har altid læsere der giver mig feedback, så jeg kan skrive om, rette til, forkaste, skrive nyt, skrive om om om – er der måske alligevel størst forskel på arbejdet med mine billedbøger i forhold til andre bøger. 

Med billedbøgerne arbejder jeg altid sammen med en illustrator; en billedbog er ikke teksten alene og ikke billedet alene, men en blanding der bliver til noget tredje, og det er ret sjovt og spændende og udfordrende og faktisk altid en fornøjelse at indgå i dét samarbejde, at opleve hvordan den visuelle fortolkning (og i det hele taget, også grafikerens arbejde, hvordan tekst og billede arbejder sammen på bogsiderne) former sig, og man ender med at skrive en bog man ikke anede man ville skrive.

Du är den första poeten från Köpenhamn som jag intervjuar i Lördagssoffan. Hur har ser poesiscenen ut i din hemstad vintern 2020?

– Åh, det er jeg sikkert for gammel til at svare på. Jeg er 41. Jeg føler mig ikke på den måde up to date med poesiscenen i København. Jeg tror den trives. De unge giver den gas. Der er mange oplæsninger, mange små gode forlag, kollektive initiativer. Der findes et par tidsskrifter; vi mangler dog, så vidt jeg kan se, et stort, markant tidsskrift som alle føler de bør orientere sig i, noget der samler og definerer en scene eller en litterær offentlighed, som i gamle dage.

Men måske dét netop er noget der tilhører gamle dage. I København er der i løbet af de sidste par år opstået en række bogcaféer og private litteraturhuse og små, intime, selvstændige boghandlere. De er ikke udelukkende poesiscenens eller poesiscenernes steder, men det er de vel også.

Skulle du vilja berätta lite om din bok Läsplatser som nyligen blev översatt till svenska och som blivit publicerad på Österbottniska bokförlaget Ellips? 

– Egentlig ville jeg være mere interesseret i at du fortalte lidt om den, hvad tænker du om den? Hvordan var den at læse? Det er ikke altid det er forfatterne der ved mest om de bøger de tror de har skrevet. Men jeg kan da citere fra bagsiden af den danske udgave af bogen, dér står: “Alle der har haft en særlig læseoplevelse kan huske hvor de har haft den.

Teksten findes aldrig alene, der er også stedet hvor man læste den, og hvem man var da man gjorde det. Læsningen sætter sig i kroppen og forbinder den med stedet i erindringen; Læsestedet. Et læsested er et kort stykke prosa, en erindringstekst, der har med den særlige læseoplevelse at gøre. Den er en undersøgelse af forholdet mellem litteraturens stemme og stedets betydning. Det er litteraturkritik, poetik og rejsefortælling. Et sidelæns selvportræt og meget andet.”

Poeter och diktsamlingar som inspirerat ditt diktande och författarskap?

– Jubii, endelig kan man namedroppe! Som anmelderne ofte lader til at mene er et problem når jeg altid, hele tiden, gør det i mine digte. Men nu nævner jeg bare de første mange navne der lige falder mig ind, ukritisk, i tilfældig orden, der findes jo mange flere, men i hvert fald har de følgende på forskellige tidspunkter og forskellige måder betydet noget for min digtning, eller i hvert fald læsning og forståelse af poesi, og de ting er ikke altid så enkle at skille fra hinanden, skrivning og læsning, men blandt andre: Peter Laugesen, Pentti Saarikoski, Sirkka Turkka, Lyn Hejinian, Ulf Karl Olov Nilsson, Pier Paolo Pasolini, Gertrude Stein, Niels Frank, Frank O’Hara, Ola Julén, Allen Ginsburg, Keith Waldrop, Hugo Mujica, Tua Forsström, Caroline Bergvall, DanTuréll, Steinar Opstad – og også digtere som Stig Larsson, John Ashbery, Peter Nielsen, Charles Bernstein og Ursula Andkjær Olsen har gjort et vist indtryk på mig og sikkert i nogen grad også påvirket det har jeg har skrevet, eller hr forsøgt at skrive.

Poesin har ju ofta befunnit sig i utkanten av litteraturflödet i modern tid. Hur tror du samhället skulle påverkas om människor läste lika mycket poesi som t.ex. deckare eller matlagningsböcker?

– Haha! Dét aner jeg ikke. Men det lyder som om du har en tanke med spørgsmålet, hvad tænker du der ville ske, om noget overhovedet? Egentlig er det heller ikke mit indtryk at der er så mange mennesker der læser krimier og kogebøger – i hvert fald ikke i forhold til hvor mange der ser NetFlix eller bruger Facebook dagligt for eksempel… Hvad ville der mon ske hvis folk begyndte at læse aviser igen? Ville der ske noget??

(Författarfoto: Mathias Olander)